Ejnar Kampp 1987 - Ebbe Kløvedal Reich 1976
1 De ord, jeg synger, de er ikke mine egne.
De ord, jeg skriver, har jeg hugget alle vegne.
Den løn, jeg får,
er mindre, end jeg skylder bort.
/: Vennerne, jeg har, dem kender jeg så kort. :/
2 Vi har et sprog, der er en verden for os alle.
Et hav af ord, men mest en ven, hvis vi kan kalde.
Jeg kalder længe
og nogen svarer: Det er mig!
/: Fra det tomme, hvide lokker du til leg. : /
3 Kom, lad os lege, lad os sige, vi er frie,
at vi kan elske, give los og være lige,
at vi er sammen,
at alting er i disse ord!
/: Kom, lad os finde, hvor fællesskabet gror. :/
4 Ja, lad os slås for liv med sprogets sprøde dolke!
Kom, lad os føde for igen at ku' befolke
vor grønne klode,
befriet fra sit tyranni,
/: begær og ondskab og dødens sidste skrig! :/
5 Men så i morgen, når vi vågner efter drømmen,
alt ved det gamle, og du suges væk af strømmen.
Når støj og vold
og ejendomsrettens flade kvæk
/: gør verden fremmed, så er du pluds'lig væk! :/
6 De ord, jeg synger, de er ikke mine egne.
De ord, jeg skriver, har jeg hugget alle vegne.
Og tiden går!
I morgen, det er før du tror!
/: vil vi så vandre i hver sit lånte spor? :/